lørdag den 12. marts 2011

Talentflyvning ved DM - 2011

Hej!
I know, det er længe siden sidst.. Men nu er vinterdepressionen så småt ved at forsvinde igen, viberne er kommet tilbage, solen skinner (ind i mellem) og sneen smelter - den er god nok, det er ved at blive forår! Der er noget fantastisk ved foråret - noget fortryllende. Humøret stiger og vi komplimenterer alle de nyopskudte blomster, fuglesange og ikke mindst den højere temperatur.

For ca. 2000 danskere er der andre ting, der virker langt mere stimulerende end kvidrende fugle og vintergækker. Her snakker vi om de begyndende cb'er, der med sine mange hundrede tons vand tårner sig op i himlen. Den tiltagende indstråling der i sidste ende tillader de danske svævefly at stige op til omkring 3000 meters højde. Det er måske ikke noget, den almene dansker tænker over, men svæveflyverne som bruger det meste af sin tid på at kigge op i himlen - studere flyvevejret, skyerne og vinden, de lægger straks mærke til de forandringer, der sker om foråret. At kigge op i himlen bliver en vane, som man ikke bare lige slipper af med! Det betyder, at man hele vinteren kigger skuffet op i et kedeligt stratusskylag, der højst kaster en smule regn eller sne ned på jorden. Til gengæld betyder det også, at de første cumulusskyer, der viser sig på himlen, fungerer som narko. Jeg var i hvert fald helt oppe at køre over de cumulusskyer, der nok irriterede den danske befolkning i går, d. 11. marts. Jeg var selv offer for en ordenlig omgang hagl - vel og mærket mens jeg cyklede på en damecykel - forsinket på vej til skole. Trods de hårde odds nød jeg at se, hvad der forårsagede de provokerende hårde iskugler. Mellemhøje TUC'er der havde en vældig fin konjektur! Måske var der ikke meget termik at hente i vandballonerne, der hang som bombefly ind over Danmark - men det var et rigtig godt tegn på begyndende konvektion.

OBS!!!!!!!!!!!!
For et par dage siden fik jeg en opringning fra en klubkammerat, der kunne meddele mig, at jeg har fået en plads i SA (unionens turbo Duo Discus) til DM - via en talentflyvningsordning. Dette betyder, at jeg, sammen med et andet talent, kommer til at flyve med i to-sædet DM til sommer. Jeg har aldrig været så spændt i hele mit liv! Vi skal flyve med den tidligere aktive juniorpilot Thomas Leander. 
   Det er en stor mulighed for at lære en masse nyt omkring konkurrenceflyvning og strækflyvning. Jeg skal selvfølgelig nok blogge alt, hvad der sker;) 

Glædeligt forår!!
Thermals

Ingen kommentarer:

Send en kommentar